Endelig færdig med praktik opgaven!

Blogs to inspire – Detydre

Så er det ved at være tid til en ny omgang, blogs to inspire. Denne gang er det Kaare, fra bloggen Detydre. Mange af jer som bruger Instagram, kender nok også Detydre derfra, det kan endda være at I har brugt #detydre? Under dette # kan man finde en masse bolig inspiration, der er faktisk næste 28.500 billeder, det jo vildt!

Jeg er både fasineret af Kaares blog og Instagram, derfor vil jeg dele hans blog med jer i dag. Håber I synes om det og at i lige tager et smut forbi hans blog 🙂

Hej Kaare! Hvor er det bare super fedt at du vil være med til at fortælle lidt om bloggen.. Fortæl lidt om dig selv og hvad bruger du bruger din fritid til?

Jeg hedder Kaare og jeg bor i Aarhus med min kæreste. Jeg er for nylig startet på en kandidat i marketing, og det går der unægteligt en stor del af min tid (og fritid) med! Så er der selvfølgelig bloggen, som jeg bestræber mig på at opdatere 2-3 gange i ugen. Derudover banker mit indretningshjerte for kvalitetsting, og af samme årsag får jeg hurtigt brugt en del af min fritid på everclassic.com, DBA og Gul og Gratis i jagten på en ny stol eller lampe. Pt. leder jeg efter en sort Y-stol med det originale fletsæde, til en fornuftig pris, og det kan godt være lidt af en udfordring.

detydre2Hvad står bloggen for?

Det er et godt spørgsmål. Da jeg startede bloggen gjorde jeg mig mange overvejelser om hvad jeg egentlig gerne ville. Jeg kom frem til, at alt hvad jeg skrev om skulle være bredt appellerende for boligglade danskere. Det vil altså sige, at det man kan læse om på detydre.dk i overvejende grad er nyheder, trends, interviews, konkurrencer og butiksbesøg.

Hvordan opstod ideen til bloggen?

Jeg havde været et halvt år i New York, hvor jeg i forbindelse med mit arbejde begyndte at læse interiørblogs. Jeg kom hjem i sommeren 2012, og på daværende tidspunkt var de fleste blogs i Danmark primært fokuseret på mad og børn, sådan så jeg det i hvert fald, og jeg tænkte derfor, at der var plads til en indretningsblog. Desværre skulle der gå et helt år før jeg fik gjort alvor af ideen, og domænet blev derfor først køb i maj 2013. Selve navnet er så også lidt specielt. Jeg ville gerne, at navnet var kort og præcist, og samtidig lænte sig op af noget inden for boligindretning. Nu bliver det hurtigt lidt abstrakt, men alle ting har et ydre – altså det du ser først – og det er det der fanger din interesse. Formålet med detydre.dk er således at gå et skridt bag det ydre, og forsøge at indkapsle helheden.

detydre

Hvad gør du for at finde inspiration? Nogle bestemte steder du leder?

 I forhold til at finde inspiration så har Aarhus, som by, hvilket måske ikke er så overraskende, utroligt meget at byde på. Der er utallige antik- og genbrugsbutikker, og henover sommeren er der udendørs loppemarkeder på både Ingerslev Boulevard og Store Torv. Det er sjældent jeg selv falder over noget på loppemarkederne, men jeg synes det er meget interessant at se hvad andre folk køber, og få en fornemmelse for om prisniveauet på klassikere er faldende eller stigende.

detydre4 copy

Hvad er dine 3 ynglings ting i hjemmet?

Der er efterhånden kommet en del ting til, men hvis jeg skal pege på tre ting må det være følgende:

Min Hans J. Wegner Y stol fra 1969, som er blevet nænsomt restaureret af Balderus Stoleflet og nu står knivskarpt. Stolen har nu fået en fast plads i mit soveværelse, og bliver taget ned i stuen, når vi sidder mange om bordet.

Derudover må det være den Verner Panton Pantella lampe, som jeg fik af mine forældre da jeg i sommers blev færdig med min bachelor. Mine forældre fandt den på DBA, og de var så heldige at finde et eksemplar der ikke var falmet, som de lamper ellers har det med at gøre.

Sidst men ikke mindst må det være min Libratone højtaler, da den er i brug flere timer hver dag. Det er et af de bedste køb, som jeg længe har gjort mig, taget i betragtning hvor meget min kæreste og jeg har glæde af den.

detydre35

Hvad synes du der gør en blog god og spændende at læse?

Det må være de blogs, hvor der er tænkt over hvad man gerne vil fortælle, og hvor der er en sammenhæng imellem indlæggene. Personligt holder jeg også meget af at kunne følge udviklingen i projekter, og læse step-by-step-guides, så jeg selv kan gøre andre kunsten efter. Selvom jeg ikke er helt så god til dét, som jeg gerne ville være, så prøver jeg at lade det være en del af detydre.dk. Det går bare ikke altid hånd i hånd med min egen spontanitet eller mangel på samme.

detydreukhouh

Sidst, men ikke mindst må du meget gerne dele nogle af de blogs, som du finder inspirerende.

Nordicmojo, fordi Mathias’ stil er så knivskarp og hans univers er meget inspirerende.

Apartmenttherapy.com, fordi siden er proppet med DIY guides til alt mellem himmel og jord.

Emmas designblog, fordi det var den første interiørblog, som jeg begyndte at følge.

 

Tusind tak fordi du ville være med Kaare, håber du synes det har været sjovt 🙂

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Endelig færdig med praktik opgaven!